Fundamentet skabes...
Det hele begyndte tilbage i 1952, da Poul Larsen lancerede KANSAS arbejdstøj fra en fabrik, der allerede fra 1920 var blevet anerkendt for deres arbejdsvilkår og måden hvorpå, de behandlede deres ansatte. Ud fra dette fundament og overbevisning om, at arbejdere skulle respekteres for det, de udførte, blev KANSAS arbejdstøj skabt. Det var med andre ord arbejdstøj designet med arbejderen for øje. Og det var arbejdstøj med stil, hvilket aldrig før var set. Tøjet blev produceret i 100 % bomuld i fire forskellige designs i tre - nu klassiske - farver og var populært blandt arbejdere såvel som arbejdsgivere. Stolte og passionerede omkring deres produkter blev KANSAS brandet promoveret i en massiv landsdækkende kampagne i flere forskellige medier herunder aviser og biografer, og succesen fulgte hurtig efter.
Salget steg de efterfølgende to årtier, og KANSAS blev det foretrukne arbejdstøjsmærke. KANSAS var innovative og udviklede og implementerede konstant nye materialer og funktioner - altid med fokus på kvalitet. Belønningen? En helt utrolig forbruger-loyalitet samt et dedikeret KANSAS forhandlernetværk, der sikrede virksomhedens fortsatte vækst ud i Europa. Da virksomhedens lokaler i 70'erne blev for beskedne, flyttede Poul Larsen og hans ansatte til en nyopført fabrik i Odense ikke langt fra KANSAS nuværende hovedkontor.
Et brand opbygges...
Trin for trin, udfordring efter udfordring, succes efter succes har Kansas sidenhen fortsat med at opbygge deres brand. Da tilstandene blev kritiske i 1970'erne, med Poul Larsens død i 1972 og den økonomiske krise i Danmark, blev Kansas ramt nøjagtig lige så hårdt som de virksomheder, de leverede til. Økonomiske udfordringer fulgte, og en del forbrugere forsvandt, men Kansas fandt en ny form for identitet. KANSAS var brandet, der ikke var bange for hårdt arbejde, og som var lige så ukuelig og hårdtarbejdende som de arbejdere, de iklædte deres tøj.
Fremtiden formes...
Et stærkt fundament og et synligt velfunderet brand sikrede Kansas' overlevelse. Folkene bag navnet, Kansas' ansatte, stræbte mod en fælles strategi baseret på deres samlede kvaliteter og erfaringer og udviklede en succesfuld strategi, der fulgte med tiden, og de var vidne til at Kansas i 1984 blev en børsnoteret virksomhed. Siden da har Kansas ekspanderet internationalt med bl.a. opkøb af den svenske arbejdstøjs-producent Fristads samt via en fusion med norske Wenaas ASA og Ehco-KLM fra Holland. En ekspansion, der kulminerede da Kansas blev en del af Kwintet koncernen, der blev opkøbt af kapitalfonden Industri Kapital i 2005, der dermed skabte den største arbejdstøjs-koncern i Europa. Innovation, intelligent design og en intuitiv forståelse for arbejdere og deres behov sikrer en konstant udvikling af nye produkter udviklet med stolthed og passion, hvilket sikrer en fremtid for arbejdstøj skabt med arbejderen for øje.

|
int